Get Adobe Flash player

Nyheder fra Dansk Køleforening


9. august 2013 - pressemeddelelse fra Dansk Køledag f.m.b.a.
                  
CoolEnergy.dk på vej mod fusion 

Kølebranchens årlige konference CoolEnergy.dk er formaliteter fra at blive en del af maskinmestrenes erhvervskonference Ajour. 

Da CoolEnergy.dk blev afholdt for første gang i marts 2013, var ikke kun navnet nyt. Også indholdet i den kombinerede konference og udstilling havde en fornyet form, der ikke længere kun henvendte sig til kølebranchen, men også beslægtede brancher. 

Evalueringen af CoolEnergy.dk 2013 har siden vist, at kølebranchen har et stærkt ønske om at knytte sig endnu tættere til relaterede brancher, hvilket Dansk Køledag f.m.b.a. nu tager konsekvensen af. 

CoolEnergy.dk er således på vej til at indgå i et tættere samarbejde med erhvervskonferencen Ajour, der afholdes af Maskinmestrenes Forening. 

Ifølge direktør i Dansk Køledag f.m.b.a. Lisbeth Groth Haastrup mangler bestyrelsen således kun nogle formaliteter før det tættere samarbejde er en realitet. 

»Orienteringen imod andre brancher er så stort et ønske fra kølebranchen, at vi nu har besluttet at tage skridtet fuldt ud og udvide samarbejdet med Maskinmestrenes Forening og Ajour. Dette vil opfylde både udstillere og konferencedeltageres behov for og ønske om at kunne skabe nye relationer til andre brancher,« siger hun. 

»Vi ser ”fusionen” som en ”win win-situation” i den forstand, at udstillerne på CoolEnergy.dk fremover kan komme i kontakte med potentielle kunder fra både Ajour og CoolEnergy.dk. Det skaber en merværdi, fordi de reelt kan spare en messe væk, samtidig med at de får dobbelt op på besøgende. Det samme gør sig gældende for udstillerne på Ajour,« tilføjer Lisbeth Groth Haastrup. 

Dansk Køledag f.m.b.a. og Maskinmestrenes Forening er i forvejen tætte samarbejdspartnere, idet Maskinmestrenes Forening i 2008 overtog den daglig drift af Dansk Køledags sekretariat og dermed ansvaret for udviklingen og afholdelsen af CoolEnergy.dk. 

Det første fælles arrangement er planlagt til at løbe af stablen den 27. - 28. november 2014.

Lisbeth G. Haastrup


Tilbage til nyheder